Kære læsere
Der er sket noget fantastisk. Jeg kan ærligt sige at jeg har fået det bedre. Fremskridt.
Efter mine sidste to osteopat behandlinger hos osteopat Michael Cohrt har jeg haft tidspunkter hvor jeg ikke kan mærke min hjerne og mit hoved. For første gang siden jeg slog hovedet. Det er en kæmpe befrielse at få lov at føle sig normal bare i kortere øjeblikke og det giver kæmpe håb om at det findes mere permanent derude i fremtiden engang.
Mit sidste indlæg om de 4-5 dårlige dage kom efter at en kraniosakralterapeut blandt andet havde behandlet mit haleben. Hjernehinden går fra hjernen og rundt om rygsøjlen og hele vejen ned omkring halebenet, så det var derfor det kunne have så dårlig indflydelse på mit hoved.
Giv ikke op! -mirakler kan ske selvom alt har stået stille i årevis.
Selvom jeg har en del års erfaring i at håndtere denne sygdom, så bliver pcs ved med at få mig ned med nakken når jeg pludselig får uforklarlige tilbagefald eller bare dårlige dage uden grund. Burde snart have lært ikke at blive skuffet, og nedturen er nok heller ikke så slem som den var engang.
De sidste 4 dage har jeg vandret rundt i en tåge, været rastløs og bare haft lyst til at flygte fra mig selv og min tilstand. Nogen gange spiser jeg for at tænke på noget andet og for at holde mig beskæftiget. Heldigvis er der mange gode frugter og bær for tiden. Og chokolade skulle også indeholde mange sunde ting. Ik?
Har tænkt lidt. Eller meget. Over hvad det vil sige at have en identitet.
Først havde jeg en identitet. Den var sammensat af hvem jeg var, hvad jeg foretog mig og hvordan jeg opførte mig.
BUM. Så mistede jeg min identitet fra den ene dag til den anden. Pludselig kunne jeg ikke foretage mig noget af det jeg plejede. Kunne ikke være den jeg plejede. Kunne ikke engang tænke som jeg plejede.
Brugte det næste lange stykke tid på at lade som om jeg var den samme og kæmpede og kæmpede for at komme tilbage til den "normale" pige fra før.
For et år siden begyndte forvandlingen så småt. Daghøjskolen i centrum og de mennesker jeg mødte der introducerede mig for idéen om at leve i overensstemmelse med mit handicap. Den mest skræmmende tanke jeg kunne komme i tanke om. Jeg ville jo bare tilbage til før!
Nu har der sneget sig en ny rolle ind i min identitet, idet jeg skal til at være mor. MOR... Shit, det er en helt ny rolle. Men det er også med til at hjælpe mig med at give slip på tanken om at komme tilbage til min gamle identitet. Nu flirter jeg med tanken om at finde min nye identitet og det gør mig ikke længere skrækslagen. Det gør mig faktisk lidt lettet og fri.
En ny identitet. Hvor i det indgår at være mor. Men også hvor det indgår at have et handicap. Og at acceptere at leve med og efter de begrænsninger det sætter. Når jeg accepterer mine begrænsninger kan jeg desuden også nemmere finde løsninger på dem.
Fremtiden ser lys ud.
Billede af en moussaka som jeg var meget stolt af. Der ligger også både stegning af auberginer, tilberedning af kødsauce og bechamel med æg bag kreationen. Det kan man godt være stolt af :-).
Noget helt andet er at jeg så småt er ved at lære noget nyt om mig selv.
Er så småt ved at fatte sammenhængen mellem min rastløshed og den følelse der er når mit hoved har det værst. Så vil jeg bare gerne flygte fra min egen tilstand og distraheres så meget som muligt! Selvom det i virkeligheden er der jeg har mest brug for hvile.
Når mit hoved er bedst kan jeg godt ligge eller sidde helt stille og være til stede i mig selv og min krop.
Det er ret svært at gå imod min umiddelbare trang til distraktion, men jeg øver mig i at lytte til hvad der ligger bag denne impuls, samt i at være til stede selvom det gør ondt.
Min rastløshed kan dog også fremkaldes af både understimulering og adrenalin/svimmelhed, så det kræver lidt øvelse at reagere på den mest hensigtsmæssige måde i hver situation. Mærk efter, mærk efter, mærk efter....
Faldt lige over dette billede fra foråret 2012. Det er fra den dag hvor køerne bliver lukket ud på græs og hopper og danser rundt.
Er ret sikker på at min mand og jeg var de eneste til stede uden børn, men jeg holder virkelig af at køre en tur på landet og se et eller andet. Og når nu hverken krop eller hoved holder til Distortion længere, så må man jo finde sine oplevelser andre steder...
Føler tit jeg er blevet gammel før tid... Men bliver yngre og yngre i takt med at jeg bliver mere og mere rask. På et tidspunkt fastslog jeg min alder til at være 85. Måske jeg er nede på 70 nu?
