Inden der kom en baby ind i mit liv forberedte jeg mig blandt andet ved at bage til fryseren. Var nemlig godt forberedt på ikke at skulle eller kunne andet end at tage mig af ham når den tid kom.
Alligevel knækkede filmen forleden. På en eller anden måde var jeg begyndt at leve som om jeg var sådan et overskudsmenneske med et godt helbred, som både kan passe barn, bage kage og holde lejligheden ren og pæn. Og have gæster.
Heldigvis gik det op for mig hvad jeg havde gang i og hvorfor jeg var så stresset, presset og ked af det. Jeg havde lige glemt at jeg var syg. Og det er jo dejligt at kunne glemme, men det bliver kun en god hverdag når man tager hensyn til sig selv og sit handicap.
Så nu er jeg tilbage til virkeligheden, hvor jeg godt er klar over at jeg ikke kan klare eller nå det hele. Virkeligheden startede med at købe i stedet for at lave en kage til min søsters fødselsdag.
Som jeg har skrevet før gælder det om at finde ud af hvor gærdet er lavest, -og så springe over der!
Har nydt det smukke vejr i dag. Først ved en gåtur med barnevognen og senere inde fra lejligheden hvor efterårs-udsigten viser sig fra sin pæneste side.
Kom til at tænke på en bekymring jeg havde angående selve fødslen i forhold til min sygdom. Jeg var virkelig bange for ikke at kunne være til stede i oplevelsen fordi det kunne blive for overvældende. Sådan havde jeg det til mit bryllup, hvor indtrykkene blev for mange og hvor jeg oplevede at mine følelser lukkede ned. Jeg var på en måde ikke rigtig til stede til tider. Ved ikke om andre har prøvet noget lignende. Det er lidt som om det er en drøm og ikke virkelighed man bevæger sig i.
Heldigvis var det intet problem til fødslen. Og det er selvom at det uden sammenligning er den vildeste oplevelse jeg har prøvet både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg kunne hele tiden mærke mine følelser og mig selv i situationen, og jeg vil faktisk sige at jeg følte mig helt rask i det øjeblik. Endda også dagen efter. Jeg fik virkelig lov til at få den samme oplevelse som jeg ville have haft som rask, og det er jeg meget taknemmelig for.
Takker min krop for at kunne trække nogle kræfter frem jeg ellers ikke ejer.
Er ret begejstret for mit nye job som mor. Har selvfølgelig ikke så mange kollegaer, men er heller aldrig alene. Og timerne går hurtigt. Selvom jeg ikke laver andet end at amme, skifte ble og tage en lur på sofaen med radio eller tv. Og så forfra.
Er egentlig ret dårlig for tiden med konstant hovedpine og ret ekstrem svimmelhed, men at passe den lille mand gør det ikke værre. Amning og bleskift er ihvertfald stadig ganske overskueligt.
Først et indlæg om det der fylder mest for tiden. Mangel på søvn. Nej, for det der fylder mest er kærlighed og ømhed for et lille nyt levende væsen som smelter vores hjerter hver gang vi kigger på ham. Men i forhold til helbred fylder søvnmangel meget.
Det er svært at få sovet mere end 2 timer ad gangen og nogle gange er selv dét svært. Og det kan mærkes! Jeg har forsøgt at passe baby alene en helt nat, men det endte i migræne og frygt for at vælte pga kraftig svimmelhed. Og næsten værst af alt kunne jeg ikke sove da jeg endelig fik muligheden.
Derfor skiftes vi om natten til at sove og til at passe baby så man kan få nogle timer i træk uden ansvar og med ægte søvn. Vi bliver også bedre og bedre til at sove sammen med ham den lille, men der kommer så mange lyde og man er så opmærksom at man aldrig når en lidt dybere søvn.
Det er helt klart en mulighed at give modermælkserstatning hvis det bliver for hårdt, for så kan vi jo begge give mad. Indtil videre forsøger jeg dog at fortsætte med amning. Desuden bruger jeg udmalkning så min mand kan give en flaske og jeg kan få lidt flere timer i træk uden at skulle amme. Nu må vi se.
Så jo, det er hårdt at have en nyfødt baby, men jeg har accepteret at der bliver nogle måneder hvor helbredet ikke er det bedste, tilgengæld er jeg meget, meget glad. Og hver gang jeg får bare lidt mere søvn får jeg det straks bedre. Til tider glemmer jeg endda fuldstændig mit hoved. Og det er stort!
Men der er ingen tvivl om at jeg ikke ville kunne klare det alene, så min mand går nok på arbejde lidt mere søvnig end de fleste...
Undskyld ventetiden, -jeg skulle lige blive mor :-).
Nu er vores søn omkring 3 uger og han har det rigtig godt. Jeg skal nok skrive mere om hvordan det går med det hele, men til at starte med vil jeg sige at det i det store hele går godt med os alle tre.
Tak for de dejlige kommentarer som jeg først lige har opdaget, da jeg har været fuldt beskæftiget med ham den lille. De rørte mig utrolig meget og jeg lover at vende tilbage til bloggen og skrive mere og mere i takt med at jeg vænner mig til rollen som mor.
Forhåbentlig laver jeg det næste indlæg i weekenden!
