onsdag den 30. januar 2013

Rejsefeber:



Skulle være i Brasilien nu, men høj feber og influenza forhindrede mig i at flyve...

Nej, det var ikke rejsefeber og heller ikke den slags feber mange af os postcommotionelt syndrom-ramte oplever når vi er overaktive. Ganske almindelig kedelig influenza-feber. 

Fik endnu engang bekræftet at febertilstanden er et godt sammenligningsgrundlag for hvordan det føles at have hjernerystelse: 

-Man tåger rundt i sin egen lille verden og kan have svært ved at sætte ord på hvor smerten sidder, bare at det er ubehageligt. 

-Man har svært ved at få sin hjerne til at forstå eller overskue komplicerede problemstillinger. 

-Man er så træt, at man er ligeglad med alt omkring sig, og man orker ikke tage stilling til noget. 

Nå, men udover disse sammenligninger fik jeg det ud af min feber, at vi fik udsat rejsen en uge... 

Så nu skal jeg lige til hægterne igen og så er vi endnu engang på vej ud og rejse. Håber jeg! Krydser fingre for at det lykkes denne gang.

lørdag den 26. januar 2013

Motion2:


Tænkte på om der er nogen derude med hjernerystelse der har gode idéer til hvordan man får gejsten tilbage i forhold til motion og sport, når nu man ikke kan (eller bør) presse sig selv og give sig fuldt ud? Det var jo dét der var det sjove før i tiden, og derfor har jeg svært ved at holde motivationen oppe

Men måske der er nogle gode råd og erfaringer jeg kan bruge?

torsdag den 24. januar 2013

Motion:



Var meget fysisk aktiv før min hjernerystelse og har også til dels været det undervejs i forløbet, men svimmelheden fik virkelig slået mig omkuld for halvandet år siden. 

Jeg ved godt at næsten alle med hjernerystelse har gavn af motion, og var også selv ret flittig til at gå ture, lave pilates derhjemme og løb endda i perioder. Synes bare motion var så sjovt før i tiden og at det kan virke uoverskueligt at skulle starte helt forfra og helt i det små. 

Regner med at jeg kan få gået en masse på vores rejse, og så vil jeg forsøge at få svømmet lidt når det kan lade sig gøre. Derudover håber jeg på at få lavet de pilates og udstrækningsøvelser jeg synes gør godt. Så må vi se hvor det fører mig hen på 3 måneder...

onsdag den 23. januar 2013

Overtræt:


Kunne ikke sove særligt meget i nat fordi vi havde gæster i går. Som sædvanligt når jeg laver noget sjovt for længe, kan min krop ikke finde ro i lang tid efter. Får uro i kroppen, kvalme og hovedpine. Mine muskler sitrer og mit hjerte hamrer.  
Bliver meget nemt overtræt når jeg burde blive træt. Har endda prøvet at der gik et ekstra døgn før jeg kunne falde i søvn. 

Men hyggeligt var det, og jeg har heldigvis tid til at restituere i dag. Skal bare ligge på sofaen hele dagen og har forkælet mig selv med en god bøf! I aften er der håndbold i fjernsynet, og så er jeg glad :-). Dog stadig træt... 

tirsdag den 22. januar 2013

Facebook:


 
Jeg har ingen facebook profil. Dette er min form for en facebook-side. 

For et års tid siden droppede jeg facebook. Blev led og ked af at læse alle de glansbilled-opdateringer, som på alle måder understregede hvor stille mit liv stod. Men dette er min mulighed for at udgive mindre flatterende og helt igennem ærlige indlæg om mit liv. Ingen glansbilleder og ingen forsøg på at gøre tilværelsen sejere, federe og lækrere end den er. Nogle gange sker der gode ting, andre gange er der dårlige dage, tanker og hændelser.

På facebook frygtede jeg at påtvinge andre mine tunge eller triste opdateringer og skrev derfor intet. Her tør jeg skrive om både de gode og dårlige ting fordi man som læser selv vælger om man har lyst til at tjekke mine indlæg. 
 
(Billederne ovenfor er af hvad vi fandt under tapetet i vores lejlighed. Forsøgte at finde et billede der kunne passe til teksten og tænkte at det modsatte af et glansbillede godt kunne være det der gemmer sig inderst inde og som ikke altid er pænt og rart...

mandag den 21. januar 2013

3 aktiviteter:


Fik ikke skrevet i går alligevel. Havde for travlt. Skulle hele 3 ting...

1. Aflevere flasker og ting til storskrald.

2. På café med veninde. 
Endte med at vi drak kaffe i min seng, fordi så sparede jeg kræfter på at bevæge mig ud og jeg kunne ligge ned imens vi talte. Blev ret tilfreds med at gå på café i mit soveværelse :-).

3. Middagsgæster. 

Var godt træt bagefter (og imellem planerne), men efter et par timer til at falde til ro, faldt jeg i søvn og sov som en baby :-). 

Er stille og roligt ved at acceptere at jeg ikke har energi til meget i løbet af en dag, men bliver stadig irriteret over hvor få planer jeg bør have. Vedkommende som har opfundet hjernerystelse måtte venligst gerne give os lidt mere energi tak!

lørdag den 19. januar 2013

Et eksperiment:



Har en lidt dårlig dag. Ved ikke om det bare er mit humør, om det er fordi jeg glemte mine betablokkere eller om det er stress. For vi skal meget snart afsted. I 3 måneder!

3 måneder der forhåbentlig kan give ro. 

Det er et eksperiment, og jeg har tænkt mig at følge op på det undervejs. 

Vi er spændte på om det kan rykke ved min tilstand, eller måske give mig lidt fri fra at være syg

Desuden håber jeg på at bruge rejsen på at finde mine grænser, så jeg bedre kan passe på mig selv når vi kommer hjem igen. 

Det hjælper på humøret at tænke på at jeg inden længe er langt væk fra det hele, et sted hvor alt er spændende og eksotisk :-). Og så hjælper det også på humøret at kigge på mine fødselsdagsbuketter!

God weekend derude, jeg bestræber mig på at skrive igen i morgen.

onsdag den 16. januar 2013

Hjernerystelsesforeningen:

Så er der stiftet en patientforening for alle os med hjernerystelse.

Hjernerystelsesforeningen. 

Var til stiftende generalforsamling tidligere i dag og glæder mig til at se hvad vi kan udrette når vi er mange til at løfte i flok. 

Sikke en opløftende oplevelse!

 


tirsdag den 15. januar 2013

Mad:



I dag har jeg spist:

Frugtsalat.
Creme Caramel.
Mere frugtsalat.
Mere Creme Caramel.
En lille rest aftensmad.
Mere frugtsalat igen.

Og drukket kaffe. Altsammen inden frokost. Er ikke særlig stolt når jeg går ud og åbner køleskabet for 5. gang...

Det hjælper på mine "hjernerystelse-tømmermænd" at spise.  Heldigvis. Eller desværre. Ville ønske jeg kunne bruge en anden form for medicin, for ellers vokser jeg jo ud af mit tøj...



mandag den 14. januar 2013

Lægen:


Hader at gå til lægen! Hader at jeg bliver nervøs og får ondt i maven.

Det hjælper at have min mand eller far med, for det er ikke en fordel at jeg er både lav og pige...

Hvordan får man sin læge til at samarbejde på en respektfuld og ligeværdig måde? 

Skal snart have skiftet læge. Igen. Øv.

søndag den 13. januar 2013

SE-terapi:




En af de få behandlinger jeg vil anbefale er SE-terapi. Men man skal finde en god terapeut. Kan varmt anbefale Mette Hedegaard-Sørensen fra Psykologhuset Vesterport. Hvis hun har for travlt kan hun garanteret anbefale en anden. 

Hvis man vil vide mere om teorien kan man læse eller høre (lyd)bogen: Væk Tigeren af Peter Levine. 

Det giver god mening at der sker en masse ting i kroppen som man ikke selv er herre over og derfor har brug for hjælp til at komme af med. Hvis man ved noget om stress-systemet kan man sagtens forstå at der er mange processer der foregår udenom vores tænkende, logiske hjerne.

Men SE-terapi kan være dyrt og jeg vil derfor også anbefale alle at være meget kritiske overfor hvorvidt det føles godt. For mig har det været et af de steder jeg er blevet forstået bedst og det har på intet tidspunkt gjort skade (modsat hvad andre former for behandling kan gøre).

Se mit tidligere indlæg om behandlinger her:
  http://hjernerystelse.blogspot.dk/2012/12/behandlinger.html

fredag den 11. januar 2013

Drømme:



Drømmer om mit gamle liv. 
Det er noget med at være fri. Fri til at gøre hvad jeg har lyst til. Kunne samle kræfter til gøre en indsats når jeg beslutter mig for det. Ikke gå i stå midt i en oprydning eller et andet projekt og være nød til at ligge ned og hvile.

Jeg drømmer om at cykle rundt i København, bevæge mig rundt blandt mennesker uden at have svært ved at orientere mig. 
Gå til fest, danse og drikke uden at tænke på min hovedpine, svimmelhed og kvalme. 
Kunne løbe en tur og føle at et bad giver ny energi, modsat nu hvor et bad bruger af mine begrænsede kræfter. 
Kunne købe ind uden at være ved at falde om pga den overflod af indtryk der vælter imod mig. 

Drømmer om at kunne koncentrere mig længe nok til at kunne blive opslugt at mine jurabøger og glemme mig selv.
Drømmer om det bogstavelig talt. 
Drømte om det i nat.

torsdag den 10. januar 2013

Endelig:






Den anden nyhed: 
Vi fik vores vielsesringe i går og er meget glade for endelig at kunne tage dem på :-)

Min ring er lavet af min mands farmors ring, og min mands ring er lavet af min farmors guld. Det synes jeg er rigtig fint at tænke på.

God torsdag!




onsdag den 9. januar 2013

Get your feet in the sand!



Så er billetterne købt og der er ingen vej tilbage...

Weeee.... Vi skal 3 måneder til Brasilien. Shit!

Har drømt om at komme væk fra det hele og bare flygte fra sygdom og stress. Pludselig er det en realitet. En dejlig dejlig realitet.

Lover at blive ved med at opdatere bloggen med billeder og meldinger om hvorvidt Brasilien er god medicin.

Har så mange sommerfugle i maven. På den gode måde. Og har endnu en god nyhed jeg kan vise billeder af imorgen...

tirsdag den 8. januar 2013

Minder:







Orker ikke at skrive noget i dag, så har bare fundet noget pænt at kigge på. 

Det er fra vores roadtrip i USA i marts 2012. 

Vi befinder os i bjergene i området omkring Yosemite Nationalpark.

Gode minder :-)

mandag den 7. januar 2013

Hvor drikker du din kaffe?






I dag har jeg: 

Drukket kaffe.

Set Dr. Phil i fjernsynet... I know, ikke noget at være stolt af...

Forsøgt at skrive en klage til SU-kontoret.
(Begyndte at se dobbelt og fik en slem kvalme og hovedpine.)

Ligget på gulvet og prøvet at strække mine smerter væk.

Hørt lydbog.

Ringet til min læge og ventet 20 min uden at komme igennem.

Fået et opkald fra kommunen. 
(De oplyste mig om at jeg havde fået en ny sagsbehandler igen, på trods af at de havde lovet at sende min revalideringsansøgning til en afgørelse i denne uge.)

Fundet 3 billeder som gør mig glad. 
(Billederne ovenfor er af den strand vi brugte da vi boede i Palma i sommeren 2011. Lidt sjovere sted at drikke sin kaffe end her på sofaen. Det er halvandet år siden og jeg havde det bedre dengang end jeg har nu...)
 

søndag den 6. januar 2013

Lydbøger:



I lange perioder har lydbøger været min eneste beskæftigelse. 
Og HURRA for lydbøger! Ved ikke hvad jeg ellers skulle have lavet. De har været med til at give mig en følelse af at tiden ikke bare forsvinder ubrugt. Af samme grund skrev jeg i starten en lang liste over alle lydbøger jeg hørte. Et konkret bevis på at jeg havde fået noget ud af tiden. Da jeg rundede 200 lydbøger gik jeg i stå med listen. Ikke med lydbøgerne.

Jeg hører lydbøger alene derhjemme, i sengen inden jeg skal sove, om søndagen sammen med min mand på sofaen, i bilen når vi skal køre langt, i bus og tog når jeg har brug for at lukke omverdenen ude eller når jeg går en tur.

Jeg er medlem af Nota som er et bibliotek for folk med synshandicap fx. hjernerystelse, men også blinde og ordblinde. Tjek: http://www.nota.nu/bliv-medlem
Hører også lydbøger fra netlydbog.dk. 


For tiden går jeg og venter på at den nyeste bog af Michael Katz Krefeld. Hvis man har lyst til spændende krimier med gennemtænkte plot der holder, så er hans bøger gode.

Hvis man har lyst til at lære noget om verdens uretfærdigheder, så gjorde: Godmorgen, Rwanda er I begyndt at arbejde? Håndbog i folkemord, af Øjvind Kyrø, et uudsletteligt indtryk på mig. PAS PÅ, den er virkelig barsk!

Til dem der gerne vil læse om noget virkeligt, men mindre forfærdende, synes jeg personligt at Jæger-i krig med eliten af Thomas Rathsack var god og underholdende.

Jeg vil snart finde min liste af lydbøger frem og så anbefale et par bøger i ny og næ. Her var et par stykker til at starte med.




lørdag den 5. januar 2013

Fornægtelse...

Ca. 10 dage efter jeg havde slået hovedet og fået hjernerystelse holdt jeg 25års fødselsdag for 15 veninder. 

Det var måske en af de værste dage i mit liv.

Aner virkelig slet ikke hvorfor jeg ikke aflyste. 
Min hjerne fungerede på ingen måde, alt overblik, fornuft og situationsfornemmelse var fuldstændig forsvundet.

Aftenen inden kæmpede jeg med at lave maden færdig, men som i en drøm hvor man løber og løber og ingen vejne kommer, lavede jeg mad til sent ud natten uden at blive færdig.

Jeg husker hvordan jeg sad midt imellem alle mine veninder og prøvede at spille rollen som mig selv. Imens borede alle lyde sig ind i mit hoved og gjorde det meget svært for mig at forstå hvad folk sagde til mig. 

Men jeg spillede så godt skuespil at ingen bemærkede at jeg var helt ved siden af mig selv og i sindssyge smerter.
Og ingen så hvordan jeg tilbragte hele næste nat på gulvet, bøjet over en gulvspand med håb om at det kunne dulme min sindssyge kvalme at kaste op.

Så da jeg var helt nede, fik jeg givet alle det indtryk at alt var fint. Mange vidste ikke engang at jeg havde hjernerystelse. Ingen at det var slemt.

Jeg ved at andre med hjernerystelse har haft lignende oplevelser i starten af deres hjernerystelse. Man er i chok og kan slet ikke forholde sig til sin fysiske tilstand og mindst af alt handle i overensstemmelse med hvad kroppen fortæller én man bør og ikke bør gøre.


Det gør ondt at have smerter og være syg, men det gør næsten mere ondt ikke at kunne vise det...

fredag den 4. januar 2013

Døgnrytme:



Endnu et billede fra sommerhuset




Mit hoved har fundet sig en lidt irriterende ny rytme. Dog en rytme. 
Det vil gerne sove længe, helst til kl. 11, derefter sidde og stirre ud i luften i 1-2 timer for så at sove igen. 
Så bruger jeg eftermiddagen på at prøve at vågne. Det lykkes først rigtig efter aftensmaden. 
Så har jeg lige et par timer før jeg sover igen...

torsdag den 3. januar 2013

Min kærlighedserklæring:







Her er billeder fra vores nytårsaften. 
Min dygtige mand stod for hovedretten, og hvis den ikke ser appetitlig ud, så er billedet misvisende! Den smagte skønt. Hovedretten bestod bl.a. af hummer og havtaske, sukker-saltede tranebær, hummerbisque, knasende sprød grønkål og kålfyldte kåldolmer med 3 slags kål. Mmmmm.... Dejlig mad og dejlig mand :-).

Udover at han er en dygtig kok, så er han også et fantastisk menneske. Han siger aldrig nej og er altid åben overfor nye muligheder. Han tænker store tanker og deler dem med mig. Han er klog, betænksom, eftertænksom, sjov, sød og sej.

På grund af ham bliver en kedelig køretur til en hyggelig udflugt med spændende samtaler. På grund af ham har vi, imens jeg har været syg, både været på ferie i Frankrig, Italien, Egypten, Tyrkiet, Island og USA. Vi har boet i Palma, flyttet hjem til mine forældre, fundet og købt ønskelejligheden, er blevet gift i Las Vegas og har holdt drømmebryllup for ingen penge. 

Og nu er vi måske på vej på endnu et udenlands eventyr....

 
For alt dette vil jeg sige ham tak. Han har været den største grund til at livet har været sjovt at leve på trods af sygdom og elendighed. Tænk på hvor sjovt det kan blive uden sygdom!

Det er min kærlighedserklæring til ham fra mig.