lørdag den 5. januar 2013

Fornægtelse...

Ca. 10 dage efter jeg havde slået hovedet og fået hjernerystelse holdt jeg 25års fødselsdag for 15 veninder. 

Det var måske en af de værste dage i mit liv.

Aner virkelig slet ikke hvorfor jeg ikke aflyste. 
Min hjerne fungerede på ingen måde, alt overblik, fornuft og situationsfornemmelse var fuldstændig forsvundet.

Aftenen inden kæmpede jeg med at lave maden færdig, men som i en drøm hvor man løber og løber og ingen vejne kommer, lavede jeg mad til sent ud natten uden at blive færdig.

Jeg husker hvordan jeg sad midt imellem alle mine veninder og prøvede at spille rollen som mig selv. Imens borede alle lyde sig ind i mit hoved og gjorde det meget svært for mig at forstå hvad folk sagde til mig. 

Men jeg spillede så godt skuespil at ingen bemærkede at jeg var helt ved siden af mig selv og i sindssyge smerter.
Og ingen så hvordan jeg tilbragte hele næste nat på gulvet, bøjet over en gulvspand med håb om at det kunne dulme min sindssyge kvalme at kaste op.

Så da jeg var helt nede, fik jeg givet alle det indtryk at alt var fint. Mange vidste ikke engang at jeg havde hjernerystelse. Ingen at det var slemt.

Jeg ved at andre med hjernerystelse har haft lignende oplevelser i starten af deres hjernerystelse. Man er i chok og kan slet ikke forholde sig til sin fysiske tilstand og mindst af alt handle i overensstemmelse med hvad kroppen fortæller én man bør og ikke bør gøre.


Det gør ondt at have smerter og være syg, men det gør næsten mere ondt ikke at kunne vise det...