torsdag den 25. april 2013

Før og efter:


Fandt lige et gammelt billede fra en strand på Cuba i 2008. Før jeg slog hovedet.

Der var på et tidspunkt en der spurgte mig om jeg ikke burde fokusere noget mere på hvad jeg kan, og ikke så meget på hvad jeg ikke kan og hvad jeg har mistet siden den dag jeg fik hjernerystelse. 

Jeg er selv overrasket over at jeg efter 3 år og 4 måneder stadig 24 timer i døgnet er opmærksom på min hjernerystelse og at mange af døgnets timer går med at gruble over den.

Med min vilje holder jeg stædigt fast i at leve et liv der indeholder alt mulig andet end sygdom og er heldigvis født med en god evne til at være taknemmelig over meget af det livet byder mig. 

Min hjerne og krop sender mig derimod konstant signaler om at der er noget helt galt inde i hovedet. At det sidder skævt, er fastklemt eller presset sammen. Dem der kender følelsen ved at den ikke kan ignoreres... 

Hvis man ikke forstår hvad jeg mener har man ikke prøvet det. 
Selv hjernerystelser kan være meget forskellige.