tirsdag den 30. juli 2013

Hatte:













Mit nuværende udvalg af hatte!

Er der andre end mig derude der får det skidt i tordenvejr? Lørdag og tirsdag har været hårde mod mit hoved, måske pga torden...

onsdag den 24. juli 2013

Hold på hat og briller!



Så har jeg været på udsalg. For at købe hatte! Har fundet ud af hvor meget det hjælper med både hat og solbriller, også i gråvejr og specielt inde i butikker, så er nu gået all in og har anskaffet 5-6 hatte. Så er der lidt at vælge imellem. 

Skynder mig at tage billeder af de andre hatte snart, -denne er fra Brasilien. 

Jeg ved godt at man bliver meget hellig når man finder noget der virker, men vil virkelig opfordre alle til at forsøge om hat med skygge også kan hjælpe dig. 

Når man i gråvejr så ser en anden (og ikke kendt person) gå rundt med hat og solbriller ved man at man har spottet en lidelsesfælle :-).
  

onsdag den 17. juli 2013

Helt gratis tømmermænd:




 

Jeg behøver hverken alkohol, fest eller mangel på søvn for at få tømmermænd. En tur i Sommerland Sjælland kan gøre tricket helt af sig selv. 

For dem der ikke kender Sommerland Sjælland, så er det en meget stor og grøn park med forskellige forlystelser rundt omkring. For mit vedkommende var det mest som en meget lang og hyggelig picnic, hvor de andre gik og prøvede forskellige ting, alt imens jeg sad eller lå på et tæppe og kiggede på. Det var en rigtig dejlig dag, men den har altså også givet 2-3 dages tømmermænd efterfølgende. Dagen efter var jeg rigtig tømmermændsramt hvorefter det stille og roligt er blevet bedre dag for dag. Det er et godt tegn. Før i tiden kunne det have taget uger i sengen at komme mig.  

Drømmer stadig om en dag at kunne drikke mig fuld og feste rundt som alle andre, men ved sgu ikke om jeg nogensinde kommer til at kunne overskue rigtige tømmermænd igen. Synes ligesom jeg har haft nok af den følelse...

Her er lidt billeder fra turen:
 
 

mandag den 15. juli 2013

Pas på!




Før i tiden tænkte jeg ikke så meget over alle de ulykker der kan ske og alle de ting man kan få i hovedet. Men nu synes jeg jeg ser farer alle steder. 

Lige udenfor vores vindue ser jeg så pludselig og uden varsel en kæmpe gren falde ned på fortov, cykelsti og parkerede biler. Heldigvis var det kun bilen der kom noget til. Tror dog ikke den kommer til at køre igen...

Godt ingen fik træet i hovedet. Det havde ikke "bare" givet hjernerystelse!

fredag den 12. juli 2013

Min hjerne kan ånde:



Kære læsere

Der er sket noget fantastisk. Jeg kan ærligt sige at jeg har fået det bedre. Fremskridt. 

Efter mine sidste to osteopat behandlinger hos osteopat Michael Cohrt har jeg haft tidspunkter hvor jeg ikke kan mærke min hjerne og mit hoved. For første gang siden jeg slog hovedet. Det er en kæmpe befrielse at få lov at føle sig normal bare i kortere øjeblikke og det giver kæmpe håb om at det findes mere permanent derude i fremtiden engang. 

Mit sidste indlæg om de 4-5 dårlige dage kom efter at en kraniosakralterapeut blandt andet havde behandlet mit haleben. Hjernehinden går fra hjernen og rundt om rygsøjlen og hele vejen ned omkring halebenet, så det var derfor det kunne have så dårlig indflydelse på mit hoved.

Giv ikke op! -mirakler kan ske selvom alt har stået stille i årevis.

mandag den 1. juli 2013

Den aktuelle dagsform:


Selvom jeg har en del års erfaring i at håndtere denne sygdom, så bliver pcs ved med at få mig ned med nakken når jeg pludselig får uforklarlige tilbagefald eller bare dårlige dage uden grund.  Burde snart have lært ikke at blive skuffet, og nedturen er nok heller ikke så slem som den var engang.

De sidste 4 dage har jeg vandret rundt i en tåge, været rastløs og bare haft lyst til at flygte fra mig selv og min tilstand. Nogen gange spiser jeg for at tænke på noget andet og for at holde mig beskæftiget. Heldigvis er der mange gode frugter og bær for tiden. Og chokolade skulle også indeholde mange sunde ting. Ik?