Krisetid..

Nogengange. Ofte i virkeligheden- får jeg en følelse af at leve et liv udenfor alle andres. Et liv i en parentes der ikke rigtig gælder.

Og fra min uvirkelige bobbel kigger jeg ud på alle de andre der lever virkelige liv med arbejde, gøremål og fritid. Uden disse ingredienser føles det mest som ventetid indtil mit liv også kan begynde.

Det hjælper lidt når jeg siger til mig selv at jeg lever midt i en krise. Det giver en form for definition at det sted i livet jeg befinder mig. 

Før var jeg ung og studerende i storbyen, nu er syg og midt i en krise. Når man er i krise er det okay ikke at være så fokuseret på så meget andet i sit liv.

Det gør mig i stand til ikke at være så hård ved mig selv når jeg bebrejder mig selv at livet er gået i stå.