Ville ønske jeg havde været en meget
større pivskid og ikke havde bidt så mange smerter i mig.
Ville ønske jeg havde turdet være
doven.
Ville ønske jeg ikke havde deltaget i
sociale arrangementer, havde renovere lejlighed, flyttet møbler og
flyttekasser, deltaget i kaffe-aftaler og meget, meget andet.
Ville ønske jeg havde sagt; Jeg KAN
ikke, jeg er for syg.
Men jeg kunne jo godt. Det var bare ulideligt hårdt og ofte
har det taget alt for mange efterfølgende dage i sengen som ingen
har set.
Det var aldrig bevidst at jeg klarede
det meste og samtidig led i stilhed. Men jo længere tid der går,
des hårdere bliver det at klare alting med smerter, men uden
skulderklap.
Det vigtigste er, at du er blevet de erfaringer rigere ! Og bruger dem fremadrettet. Jeg er ikke i samme situation som dig, men har i relation til en masse omvæltninger i mit liv fået stress, som 'bryder ud' hvis jeg skal koncentrere mig om mere end 1-2 ting / aftaler. Det har lært mig at sige fra uanset hvor skuffede andre bliver over aflyste aftaler. Heldigvis viser de rigtige venner sig at være forstående - og det giver en meget bedre livskvalitet ikke at lade sig trække rundt i manegen af andres forventninger, men at man i stedet lytter til sig selv og sin krop. Man er sig selv nærmest - og selv om det kan opfattes egoistisk, så må man være 'hård' og melde fra, når man ikke kan følge med - uanset om det er fysisk eller mentalt.
SvarSletHåber det bedste for dig.
Tak.
SletDu har ret, man må lære hen ad vejen. Og nogle gange lærer man det på den hårde måde. Der er jo ingen der fra starten er mestre i at være langtidssyge.