Forsøgte mig med en gåtur i gråvejr uden solbriller. Det går forrygende tænkte jeg til at starte med. Begyndte at gå og lukke øjnene efter 500m. Fik ondt i hoved og øjne lidt efter.
Øv, føltes som kæmpe nederlag, da jeg lige inden havde tænkt over hvor meget bedre jeg har det i dag end jeg havde for 3 år siden.
Små skridt skal man huske! 500m er også noget. Og alt med den her sygdom føles som 2 skridt frem og et tilbage synes jeg...
(Billedet er fra Guatemala i 2008. Skulle bare finde noget gråvejr.)
Jeg tør ikke sige højt at det er hårdt. (Mellem os; det er pisse hårdt!)
Jeg tør ikke sige at det er hårdt at have et barn, for jeg er bange for at folk tror at det betyder at jeg ikke kan klare det. Og jeg er bange for at skræmme andre med PCS der gerne vil have børn. Og jeg er bange for at folk skal begynde at give mig gode råd om børnepasning selvom jeg ikke har bedt om det. Og jeg er bange for at folk skal synes jeg klynker, fordi jeg vidste jo på forhånd at det ville blive hårdt. Eller at det var dumt at få børn med så få kræfter (og det havde de da sagt eller tænkt inden).
Men det er mere dejligt end det er hårdt. Det betyder bare ikke at det ikke også er hårdt. Eller at jeg ikke længere er syg. Jeg er jo ikke blevet rask af at være på barsel.
Det er svært lige at få formuleret og formidlet at jeg er så sindssygt glad for mit liv, mit barn og min mand. Men også ulykkelig over min situation, mine begrænsninger og mine smerter. På en og samme tid.
Og imens jeg skriver dette, ligger der en lille dreng og pludrer ved siden af mig og kigger skiftevis op på stjernen i vinduet og op på sin mor. Og moren, det er mig, hvor vildt er det lige ;-).
Husk at patientforeningen nu har fået en fin hjemmeside! Tjek: hjernerystelsesforeningen.dk
Og husk at melde dig ind og støt det gode formål!
Endelig er det muligt at gøre en forskel for alle os og alle fremtidige hjernerystede.
Hurra!
