Åh hvor føles det dumt at være så glad for at udrette noget så simpelt som en chokoladekage :-).
Fik bagt en god kage helt uden at få et nervøst sammenbrud eller være nød til at holde pause undervejs. Det ér sket før...
Tror det er ca 1 år siden jeg endte med at sætte mig grædende på gulvet, kaste med mel, ske og decilitermål. Altsammen fordi jeg skulle forstå og huske opskriften, samtidig med at jeg skulle nå at have kagen i ovnen på 20 min. Hvilket i virkeligheden var god tid. Men tidspres gør ikke noget godt for hjernen i mit tilfælde!
Et mærkeligt men håndgribeligt fremskridt. Jeg kan bage en kage. Under de rigtige omstændigheder...
Har åbenbart stadig et håb om at kunne feste mere i
den nærmeste fremtid, for ellers ved jeg ikke helt hvad man skal bruge
den sorte kjole til...
Venter spændt herhjemme på at få tilsendt tøjet som jeg bestilte i går.
Ved
aldrig helt om jeg skal gå i butikker og shoppe eller klare det over
nettet. Det er et valg mellem pest og kolera. På nettet kan man dog
nemmere holde pause og lægge sig ned...
I butikkerne render jeg rundt med solbriller og kasket
eller hætte over hovedet, hvilket har det med at tiltrække mere
opmærksomhed end ønsket. Kan godt selv se at det ser lidt mistænkeligt
ud...
Var til fest i lørdags. Rigtig fest. Med mennesker, musik, makeup og festtøj.
Fandt en festlig buksedragt i skabet hvor der stadig var plads til maven. Fordi jeg droppede det bælte der egentlig hører til....
Det gik faktisk rigtig godt med at feste i ca. 3 timer, men så crashede jeg lige pludselig. Opdagede det ved at jeg gik fra at have lyst til at snakke med alle, til ikke at kunne koncentrere mig om en eneste samtale. Når det sker har jeg tillagt mig en mærkelig evne til at fake at jeg har fokus på samtalen, selvom min hjerne hele tiden slår fra.
For 3 år siden måtte jeg fake mig gennem alle samtaler fra start til slut, så 3 timer er ret lang tid...
Jeg havde lidt svært ved at tage mig sammen til at tage hjem, så blev nok en anelse for længe, men det var skide dejligt at være ung igen. Desuden havde jeg sparet kræfter i flere dage op til, og så vil man jo gerne have lidt ud af det.
Havde næsten lige så mange tømmermænd som min mand næste dag, selvom der kun var tonic i min gin og tonic...
Mistænker ham for at have drukket sine drinks uden tonic derimod ;-).
Tømmermændene var jeg forberedt på, så på trods af det dejlige solskinsvejr blev vi hele søndagen indenfor og så film og spiste og drak alt hvad vi kunne finde i skabe og skuffer.
Det rumsterer af liv inde i min mave. Ikke særlig hjernerystelsesrelevant, men nu deler jeg det lige med jer. Og når nu jeg bruger så meget tid alene hjemme er det sgu meget hyggeligt at jeg er begyndt at mærke liv.
Jeg synes disse billeder var flottere end et billede af min mave... Det er fra en gejser på Island i minus 15 grader.
Fandt lige et gammelt billede fra en strand på Cuba i 2008. Før jeg slog hovedet.
Der var på et tidspunkt en der spurgte mig om jeg ikke burde fokusere noget mere på hvad jeg kan, og ikke så meget på hvad jeg ikke kan og hvad jeg har mistet siden den dag jeg fik hjernerystelse.
Jeg er selv overrasket over at jeg efter 3 år og 4 måneder stadig 24 timer i døgnet er opmærksom på min hjernerystelse og at mange af døgnets timer går med at gruble over den.
Med min vilje holder jeg stædigt fast i at leve et liv der indeholder alt mulig andet end sygdom og er heldigvis født med en god evne til at være taknemmelig over meget af det livet byder mig.
Min hjerne og krop sender mig derimod konstant signaler om at der er noget helt galt inde i hovedet. At det sidder skævt, er fastklemt eller presset sammen. Dem der kender følelsen ved at den ikke kan ignoreres...
Hvis man ikke forstår hvad jeg mener har man ikke prøvet det.
Selv hjernerystelser kan være meget forskellige.
