mandag den 29. april 2013

Det rumsterer inderst inde:




Det rumsterer af liv inde i min mave. Ikke særlig hjernerystelsesrelevant, men nu deler jeg det lige med jer. Og når nu jeg bruger så meget tid alene hjemme er det sgu meget hyggeligt at jeg er begyndt at mærke liv. 

Jeg synes disse billeder var flottere end et billede af min mave... Det er fra en gejser på Island i minus 15 grader.

torsdag den 25. april 2013

Før og efter:


Fandt lige et gammelt billede fra en strand på Cuba i 2008. Før jeg slog hovedet.

Der var på et tidspunkt en der spurgte mig om jeg ikke burde fokusere noget mere på hvad jeg kan, og ikke så meget på hvad jeg ikke kan og hvad jeg har mistet siden den dag jeg fik hjernerystelse. 

Jeg er selv overrasket over at jeg efter 3 år og 4 måneder stadig 24 timer i døgnet er opmærksom på min hjernerystelse og at mange af døgnets timer går med at gruble over den.

Med min vilje holder jeg stædigt fast i at leve et liv der indeholder alt mulig andet end sygdom og er heldigvis født med en god evne til at være taknemmelig over meget af det livet byder mig. 

Min hjerne og krop sender mig derimod konstant signaler om at der er noget helt galt inde i hovedet. At det sidder skævt, er fastklemt eller presset sammen. Dem der kender følelsen ved at den ikke kan ignoreres... 

Hvis man ikke forstår hvad jeg mener har man ikke prøvet det. 
Selv hjernerystelser kan være meget forskellige.

mandag den 22. april 2013

Op på hesten igen:



Havde egentlig besluttet mig for en pause fra alle former for behandling. Det er både dyrt og energi-krævende og nogle gange bliver man bare træt af skiftevis at tro/håbe og blive skuffet.

Men nu er jeg tilbage på banen med Kranio-sakral-terapi hver uge. Osteopat behandlinger ca. 1 gang om måneden, samt en ny yoga-form som jeg blev anbefalet af en veninde; Restorative yoga. 

Og det er faktisk dejligt at føle at jeg igen gør noget aktivt. 

Desuden fungerer restorative yoga rigtig godt for min krop lige nu. Det er så blidt og rart at jeg har lyst til at gøre det stort set hver dag. Skønt at mærke motivationen ikke forsvinder lige med det samme. 

Hvis du også vil prøve restorative yoga har jeg fundet denne hjemmeside:
http://www.doyogawithme.com/content/oceanside-restorative-yoga

God fornøjelse!

lørdag den 20. april 2013

God dag:



I dag har jeg:
-Ryttet op
-Taget bad
-Drukket kaffe på altanen

og senere skal jeg:
-Drikke kaffe med en veninde
-Se film og hygge i aften

Nu må vi se hvordan det går, men indtil videre har det været en fin dag. Hovedpinen er ikke så slem som igår og jeg er ikke ved at falde i søvn endnu. 

Se dét er en god dag :-).

torsdag den 18. april 2013

Hjernerystelsesforeningen -ny Patientforening:

Her er de nyeste informationer fra Hjernerystelsesforeningen:


HJERNERYSTELSESFORENINGEN - NYT

Foråret er på vej, og vores forening er efterhånden ved at tage form. Det har taget lidt tid da de fleste af os jo døjer med pcs. Bestyrelsen har siden generalforsamlingen arbejdet med at etablere rammerne, og her er en opdatering fra den seneste tid:

Vi har drøftet hjemmesideløsninger og nedsat et supersejt hjemmesideudvalg, som allerede har lavet et rigtig godt udkast. Der er indtil videre en midlertidig hjemmeside, hvor du kan læse de vedtægter vi vedtog på den stiftende generalforsamling. 
Vi regner med, at version 1.0 af www.hjernerystelsesforeningen.dk kan lanceres medio maj. Samtidig arbejder vi på at skabe en klar visuel identitet for foreningen.

Vi har lavet fundraising i form af en ansøgning til tipsmidlernes pulje til aktiviteter for patientforeninger og forventer svar på denne primo juni.

Vi har fået tilkendegivelser fra flere medier om, at der er interesse for at lave historier om foreningen og vores sag. Derfor nedsætter vi et presseudvalg, som skal lægge strategi og derefter aktivt arbejde for at få vores budskaber i medierne.

Vi afsøger lige nu muligheden for at starte selvhjælpsgrupper op og søge fondsmidler til dette formål.

Og endelig har vi fået os en foreningskonto, så vi kan have en egentlig økonomi. Med medlemskontingent fra alle jer vil vi kunne betale opstartsudgifter, drift og ikke mindst aktiviteter fremover. 

Det kan snart lade sig gøre at melde sig ind i foreningen på hjemmesiden, men vil du gerne melde dig ind med det samme, eller kender andre der gerne vil være medlem her og nu, kan du sende en e-mail til medlem@hjernerystelsesforeningen.dk med navn, adresse, telefonnummer, e-mail og fødselsdato, samt indbetale kontingentet på vores konto. De personlige oplysninger er naturligvis fortrolige og til vores interne medlemsregistrering alene.

Årskontingentet udgør 100 kr. og skal indbetales til patientforeningens bankkonto reg. nr. 8493 kontonr. 4560194302 - husk navn i tekstfeltet. 

Vi glæder os til at udvikle vores alle sammens fælles patientforening med jer alle!

Med venlig hilsen

Kim, Daniel, Rikke, Nicolai og Anne Rosa
Bestyrelsen