Tid..

Lige efter jeg havde fået hjernerystelse og den bare ikke gik over, fik jeg at vide at jeg skulle regne med at skulle droppe et helt semester. Kan huske hvor meget jeg græd over alle de planer jeg havde for det næste halve år ikke ville blive til noget. Så vænnede jeg mig til tanken og forsøgte at få det bedste ud af det næste halve år.

Nu er der gået 6 semestre, eller 3 år, uden at mine planer har kunnet gennemføres og uden at jeg har sluppet af med smerter, svimmelhed osv. 

Man skulle så tro at jeg havde vænnet mig til at være syg. Men ak nej, tværdigmod bliver det hårdere og hårdere for hver dag der går. Kroppen bliver mere og mere slidt af at have ondt, samtidig med at psyken løber tør for optimisme, energi og overskud. 

Det mærkelige, eller uheldige, er at alle omkring mig vænner sig mere og mere til at jeg er syg, endda glemmer at jeg er syg og glemmer at jeg engang opførte mig anderledes. 

Virkelig uheldig mekanisme, når man går rundt og får mere og mere brug for hjælp og støtte, samtidig med at omverdenen stille og roligt trækker sin medlidenhed, omsorg og opmærksomhed tilbage. 

Men jeg kan jo godt forstå dem. De har også liv der skal leves. 

Eller rettere sagt; De har liv der skal leves.