Nogle gange får jeg lyst til at lave en "fake" blog om mit fede, lækre liv. Bare vinkle alle historier, begivenheder og billeder på en "se mig og mit fabelagtige liv" -agtig måde. Måske jeg kunne narre mig selv til at tro at det var virkeligheden?
For det kan jo sagtens lade sig gøre at fremstille det således. Og mon ikke der er mange bloggere der også gør det i en eller anden grad?
Hvis dette var en anden blog ville jeg fx skrive:
Her er billeder af bordpynten til vores bryllup som vi holdt en sommerdag for halvandet år siden. En skøn dag, med fine drinks, lækker mad og søde, smukke gæster. Og jeg fik både prinsessekjolen, bryllupskagen og borddækningen som jeg havde drømt om.
Til denne blog bør indlægget nok nærmere lyde:
Det var svært at forberede bryllup uden penge og uden kræfter. For at spare penge måtte vi gøre det meste selv, men det koster jo kræfter. Vi fik dog meget hjælp fra familie og venner.
På selve aftenen havde jeg værre smerter i hovedet end jeg har prøvet før, men ignorerede dem bedst muligt. Det var faktisk en fantastisk dag og aften, men også en hård dag, der betød at jeg lå i sengen i 10 dage efter og fik et mindre tilbagefald der varede nogle måneder.
Ret forskellig information om samme begivenhed...
Disse bananpandekager udgør min morgenmad for tiden. Er ret vild med at starte dagen med dem, så tænkte jeg ville dele opskriften med jer.
Jeg laver et par stykker eller fire ad gangen, så jeg har til et par dage. Og så spiser jeg dem med en bærkompot rørt sammen af lidt sukker og bær fra frost. Lige for tiden består den af hindbær, blåbær og stykker af mango og ananas. Ja det er ret luksus :-).
Til én pandekage skal du bruge:
1 banan
2 æg
smør
Blend banan og æg og hæld hele portionen på en varm pande med smeltet smør. Prøv dig frem med varmen, men ikke for varmt da pandekagen skal være tyk og "fluffy" og derfor har brug for måske 5 min før den er klar til at vende. Start evt med en varm pande og skru så ned når dejen er kommet på. Prøv ikke at fordele dejen på hele panden, men lad den flyde nogenlunde ud som den vil, så er den nemmere at vende.
Hvis man laver til flere dage er det min erfaring at det er bedst at blende hver portion for sig, så hælde det på panden og derefter blende en ny portion. Ellers risikerer man at den første pandekage næsten kun består af æg og den sidste af banan.
God fornøjelse derude.
Har lært to ting om mig selv i weekenden.
Et: Jeg kan ikke klare at gå i teateret endnu. Men klarede første akt på Betty Nansen hvor Nicolas Bro spillede Don Quixote. Det var lige til grænsen (måske lidt over) på en god dag.
To: Jeg har mistet en del af mine evner ud i overblik og kreativitet. Men jeg er til gengæld blevet noget så glad for at sortere, rydde op og smide ud. Sjovt. Noget med hjernehalvdele? Det er højre side jeg har skader på...
Og det er jo dét der er så indviklet med det der hjernerystelse! Og det der er grunden til at jeg bliver ved med at have brug for at forklare mig selv og andre hvordan det føles (og har denne blog). Fordi pludselig skal man lære sig selv at kende igen. Jeg havde brugt 25 år på at finde nogenlunde frem til hvem jeg var og hvad jeg kunne. Bum. Så har jeg så brugt de sidste 4 år på at genopdage de nye grænser, evner, lyster m.m.
Åh hvor bliver jeg træt af mig selv nogen gange!
Det er et par timer før jeg får gæster. To do listen indeholder 2 punkter:
Rydde lidt op og hvile.
Konstaterer at jeg er for træt til at rydde op og lægger mig derfor for at hvile.
Tænker kun på det jeg skal have ryddet op. Hviler derfor slet ikke. Ahr!
Jeg har måske 25 point. Hvis jeg før i tiden havde 100 point.
Jeg bruger måske 50 point. For det meste.
Så giver det meget god mening at man bliver lidt flad...