Billeder fra da jeg var højgravid og meget træt af kun at kunne få klemt fødderne ned i disse knap så smukke sko. Er nu så småt ved at kunne passe de fleste af mine sko igen!
Jeg skal til mødregruppe for første gang idag og er meget spændt på hvordan det kommer til at gå. Det er jo meningen at det skal være et fællesskab hvor man kan få et udbytte af at være i samme situation, men spørgsmålet er hvor "normal" en mor på barsel jeg er.
Jeg opdaterer om det når jeg har fået en fornemmelse af hvad jeg kan få ud af gruppen. Håber ikke jeg føler mig helt udenfor! Ville være virkelig fedt at føle en samhørighed på baggrund af noget andet end mit hoved for en gangs skyld.
God weekend (til dem der der kan mærke forskel på hverdag og weekend...).
Har lige et øjeblik med hænderne fri, da lillemanden lige er faldet i søvn.
Der er hele tiden noget at gøre, så det er meget få tanker der går til hvordan mit hoved har det. Det er jo en gave, men jeg skal også sørge for ikke at glemme at jeg er syg og er nødt til at passe på mig selv.
Nå, -nu vågnede ham den lille.
Nu er det næste morgen... Tiden flyver afsted!
Måske jeg kommer til at poste nogle meget korte indlæg den næste tid. Det er nok det eneste jeg kan presse ind mellem bleskift, amning og pludren :-).
Kom I egentlig godt igennem stormen derude?
Jeg rystede sgu lidt i bukserne da jeg så den ene store gren efter den anden falde af træerne, alt imens folk bare cyklede, gik og kørte forbi uden i det mindste at kigge op!
Man får ikke "bare" hjernerystelse af at få sådan en gren i hovedet...
Inden der kom en baby ind i mit liv forberedte jeg mig blandt andet ved at bage til fryseren. Var nemlig godt forberedt på ikke at skulle eller kunne andet end at tage mig af ham når den tid kom.
Alligevel knækkede filmen forleden. På en eller anden måde var jeg begyndt at leve som om jeg var sådan et overskudsmenneske med et godt helbred, som både kan passe barn, bage kage og holde lejligheden ren og pæn. Og have gæster.
Heldigvis gik det op for mig hvad jeg havde gang i og hvorfor jeg var så stresset, presset og ked af det. Jeg havde lige glemt at jeg var syg. Og det er jo dejligt at kunne glemme, men det bliver kun en god hverdag når man tager hensyn til sig selv og sit handicap.
Så nu er jeg tilbage til virkeligheden, hvor jeg godt er klar over at jeg ikke kan klare eller nå det hele. Virkeligheden startede med at købe i stedet for at lave en kage til min søsters fødselsdag.
Som jeg har skrevet før gælder det om at finde ud af hvor gærdet er lavest, -og så springe over der!
Har nydt det smukke vejr i dag. Først ved en gåtur med barnevognen og senere inde fra lejligheden hvor efterårs-udsigten viser sig fra sin pæneste side.
Kom til at tænke på en bekymring jeg havde angående selve fødslen i forhold til min sygdom. Jeg var virkelig bange for ikke at kunne være til stede i oplevelsen fordi det kunne blive for overvældende. Sådan havde jeg det til mit bryllup, hvor indtrykkene blev for mange og hvor jeg oplevede at mine følelser lukkede ned. Jeg var på en måde ikke rigtig til stede til tider. Ved ikke om andre har prøvet noget lignende. Det er lidt som om det er en drøm og ikke virkelighed man bevæger sig i.
Heldigvis var det intet problem til fødslen. Og det er selvom at det uden sammenligning er den vildeste oplevelse jeg har prøvet både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg kunne hele tiden mærke mine følelser og mig selv i situationen, og jeg vil faktisk sige at jeg følte mig helt rask i det øjeblik. Endda også dagen efter. Jeg fik virkelig lov til at få den samme oplevelse som jeg ville have haft som rask, og det er jeg meget taknemmelig for.
Takker min krop for at kunne trække nogle kræfter frem jeg ellers ikke ejer.
