Ovenfor et billede af en træt hund der også har brug for at hvile hovedet :-).
Nedenfor et link til artikel om træthed efter hjerneskade,
men den beskriver også godt hvordan det kan være efter hjernerystelse eller
piskesmæld. Lidt meget tekst, sorry...
http://www.hjernesagen.dk/genoptrening/skjulte-handicap/trethed-og-hjerneskade-om-at-fa-ro-i-hovedet/?searchterm=piskesmæld
Heldigvis kan jeg godt mærke fremskridt og får nu sjældent de angst/trætheds-anfald som bliver beskrevet i teksten. Anfald fremprovokeret alene af tanken og forventningen om de kræfter man skal finde frem, og som fik mig til at bryde sammen allerede inden der kom gæster ind af døren. Jeg har mange gange stået og grædt og rystet på toilettet lige inden jeg skulle være med i en social sammenhæng.
I dag er jeg dog ofte ved at falde i søvn i minutterne lige inden jeg får eller skal på besøg. Tænker at det er det samme fænomen der dog er blevet mildere.
Hvad der ihvertfald er interessant ved artiklen er at der er forskel på den træthed som henholdsvis raske og som vi oplever. Det er svært at forklare, men det er også sådan jeg oplever det.
Træthed er ikke længere bare træthed...
Var til stor familiefødselsdag i dag. Blev lidt for længe og fik lidt for ondt i hovedet. Det var det negative.
Det positive var:
Jeg har vænnet mig til at være hende den mærkelige der ligger ovre på sofaen når de andre hører taler og synger sange. Og hende der har solbriller og hat på. Nogle ved godt hvorfor, andre tror bare jeg er en diva, og det er jeg okay med. Stort fremskridt.
Jeg har en svigerfamilie der både lader mig sidde forrest i bilen og henter og kører mig så jeg kan hvile længst muligt hjemme inden festen. Helt uden at jeg selv har spurgt om nogen af delene! Det føles virkelig dejligt at blive tænkt på og taget hensyn til uden at skulle bede om hjælp. For det skal jeg stadig øve mig på.
Nød vejret, maden og stemningen og kunne heldigvis bare lægge mig ned og sove så snart jeg kom hjem.
Havde mine hjernerystelses -og piskesmældsramte piger til middag forleden dag.
Man burde måske blive deprimeret over at høre de andre har de samme problemer, dårlige oplevelser og konstante smerter. Men det gør mig altid så glad at kunne dele disse ting med nogen som genkender dem og jeg bliver lettet over at jeg åbenbart ikke er så mærkelig som jeg kan føle mig til tider.
Så bare ud med alt det sure, minus og minus giver jo som sagt plus :-). Ihvertfald i det rette selskab.
Er ved at være igennem influenza nummer 3 på bare 4 måneder...
Synes godt at jeg kan mærke hvor lille overskuddet er til at klare ekstra sygdom og smerter. Der skal ikke meget til før jeg knækker helt og slet ikke ved hvordan jeg skal komme igennem dagen.
Men jeg klarede endnu en omgang influenza og har nu bare snot, hoste og mathed tilbage. Og så de sædvanlige skavanker....
Har mistet mange venner de sidste år med sygdom. Blandt andet pga den ekstreme prioritering alle med PCS er nødt til foretage. Men jeg har også fået nye venskaber hen ad vejen.
Det der desværre kun er blevet mindre af er alle de fællesskaber jeg før i tiden indgik i. På studiet, på arbejdet, i vennegrupper, i venindegrupper osv.
Og det savner jeg!
Det er bare så utrolig energikrævende og også hvorfor det er blevet skåret fra. Desværre er det heller ikke nemt at vende tilbage til fællesskaber. Det kræver en indsats, en indsats kræver energi og så er vi tilbage til start. Når man ikke ejer meget energi må man prioritere og vælge det mest energikrævende fra...
Billedet er fra et hostel i Mexico.
