søndag den 3. februar 2013

Ubehag:


Synes det er svært at forklare fornemmelsen af ubehag jeg går rundt med og som til tider bliver så overvældende at jeg har lyst til at banke mit hoved ind i væggen igen og igen....

Det er ikke hovedpine og ikke smerte. Bare ubehag, kvalme, svimmelhed og en følelse af at min hjerne er for stor og trykker. 

Har lige haft 3 af de rigtig dårlige dage hvor jeg bare har lyst til at flygte ud af min krop. Intet hjælper. Bliver bare værre når jeg slapper af og derfor ender jeg ofte med at overstimuleres og få endnu flere "tømmermænd".

Det eneste jeg har prøvet der lindrede, var at snorkle og kigge på fisk i timevis i vandet ved Sharm el Sheik. Drømmer mig tilbage når jeg kigger på billederne derfra, selvom det er over 2 år siden.

fredag den 1. februar 2013

Digitalkamera:


Har investeret i et nyt lille kompakt kamera. Så kan jeg bruge ventetiden indtil vi rejser med at lege med alle de nye funktioner. 

Synes da det klarede modlys godt :-)

onsdag den 30. januar 2013

Rejsefeber:



Skulle være i Brasilien nu, men høj feber og influenza forhindrede mig i at flyve...

Nej, det var ikke rejsefeber og heller ikke den slags feber mange af os postcommotionelt syndrom-ramte oplever når vi er overaktive. Ganske almindelig kedelig influenza-feber. 

Fik endnu engang bekræftet at febertilstanden er et godt sammenligningsgrundlag for hvordan det føles at have hjernerystelse: 

-Man tåger rundt i sin egen lille verden og kan have svært ved at sætte ord på hvor smerten sidder, bare at det er ubehageligt. 

-Man har svært ved at få sin hjerne til at forstå eller overskue komplicerede problemstillinger. 

-Man er så træt, at man er ligeglad med alt omkring sig, og man orker ikke tage stilling til noget. 

Nå, men udover disse sammenligninger fik jeg det ud af min feber, at vi fik udsat rejsen en uge... 

Så nu skal jeg lige til hægterne igen og så er vi endnu engang på vej ud og rejse. Håber jeg! Krydser fingre for at det lykkes denne gang.

lørdag den 26. januar 2013

Motion2:


Tænkte på om der er nogen derude med hjernerystelse der har gode idéer til hvordan man får gejsten tilbage i forhold til motion og sport, når nu man ikke kan (eller bør) presse sig selv og give sig fuldt ud? Det var jo dét der var det sjove før i tiden, og derfor har jeg svært ved at holde motivationen oppe. 

Men måske der er nogle gode råd og erfaringer jeg kan bruge?

torsdag den 24. januar 2013

Motion:



Var meget fysisk aktiv før min hjernerystelse og har også til dels været det undervejs i forløbet, men svimmelheden fik virkelig slået mig omkuld for halvandet år siden. 

Jeg ved godt at næsten alle med hjernerystelse har gavn af motion, og var også selv ret flittig til at gå ture, lave pilates derhjemme og løb endda i perioder. Synes bare motion var så sjovt før i tiden og at det kan virke uoverskueligt at skulle starte helt forfra og helt i det små. 

Regner med at jeg kan få gået en masse på vores rejse, og så vil jeg forsøge at få svømmet lidt når det kan lade sig gøre. Derudover håber jeg på at få lavet de pilates og udstrækningsøvelser jeg synes gør godt. Så må vi se hvor det fører mig hen på 3 måneder...