mandag den 20. januar 2014
Nye evner?
Har lært to ting om mig selv i weekenden.
Et: Jeg kan ikke klare at gå i teateret endnu. Men klarede første akt på Betty Nansen hvor Nicolas Bro spillede Don Quixote. Det var lige til grænsen (måske lidt over) på en god dag.
To: Jeg har mistet en del af mine evner ud i overblik og kreativitet. Men jeg er til gengæld blevet noget så glad for at sortere, rydde op og smide ud. Sjovt. Noget med hjernehalvdele? Det er højre side jeg har skader på...
Og det er jo dét der er så indviklet med det der hjernerystelse! Og det der er grunden til at jeg bliver ved med at have brug for at forklare mig selv og andre hvordan det føles (og har denne blog). Fordi pludselig skal man lære sig selv at kende igen. Jeg havde brugt 25 år på at finde nogenlunde frem til hvem jeg var og hvad jeg kunne. Bum. Så har jeg så brugt de sidste 4 år på at genopdage de nye grænser, evner, lyster m.m.
tirsdag den 14. januar 2014
Perfektionist?
Åh hvor bliver jeg træt af mig selv nogen gange!
Det er et par timer før jeg får gæster. To do listen indeholder 2 punkter:
Rydde lidt op og hvile.
Konstaterer at jeg er for træt til at rydde op og lægger mig derfor for at hvile.
Tænker kun på det jeg skal have ryddet op. Hviler derfor slet ikke. Ahr!
fredag den 10. januar 2014
Flad som en pandekage:
Jeg har måske 25 point. Hvis jeg før i tiden havde 100 point.
Jeg bruger måske 50 point. For det meste.
Så giver det meget god mening at man bliver lidt flad...
tirsdag den 7. januar 2014
Helt flad:
I dag har jeg:
Skiftet 1 ble (Min mand har skiftet resten).
Ammet (Jep, I får det hele med).
Gået en lille tur med barnevognen.
Sovet på sofaen.
Vasket lidt tøj.
Og jeg er helt flad!
søndag den 5. januar 2014
Årsdag:
I dag er det 4 år siden jeg fik hjernerystelse.
Dengang havde jeg slet ikke forestillet mig at jeg skulle blive så syg.
I dag forstår jeg slet ikke hvordan jeg var i stand til så meget dengang jeg var rask.
Jeg løb 3 gange om ugen, svømmede 1 gang om ugen, dansede 1 gang om ugen. Jeg studerede på fuld tid, arbejde både på café og til koncerter. Og så alt det andet jeg gjorde. Cyklede rundt i byen, dansede natten lang til fester, købte ind, shoppede for sjov og holdt min lejlighed ren og pæn uden problemer.
Alt den energi?
Tror jeg er på 25 procent af hvad jeg var engang. Men det er også fremskridt!
Abonner på:
Opslag (Atom)
