Tomatplante fra min far:

Klar, parat, snart:

Så er vi ved at være klar. Det har vi faktisk været i en god rum tid. Startede i juli med at ordne og forberede, så vi har kunnet gå og gøre det stille og roligt uden stress. Vigtigt for mit hoved ikke mindst!

Og nu er det også oppe over. Går i disse dage og venter på at få en dato for kejsersnit. Et kejsersnit der er besluttet for at skåne mit hoved mod pres og udmattelse. Det tror og håber vi er den rigtige beslutning. Jeg vil rigtig gerne gemme så mange kræfter som muligt til at tage mig af min lille dreng når han kommer ud. Og som min læge sagde, så er selv en kort og nem fødsels jo hård og energikrævende. Og energi er ikke noget jeg har råd til at sløse med.

Blomster fra min mor:

Forklaringer:

 
Herunder et par af de forklaringer jeg har lært virker når man skal sætte pårørende og andre ind i hvordan det her liv er.

Influenza. Det giver et meget godt billede af hvordan det føles for mig at leve med hjernerystelse. Det føles som at have influenza og feber altid. Det giver færre kræfter og et ubehag som ikke nødvendigvis er en smerte, samt koncentrationsproblemer.

Tømmermænd er en anden god sammenligning af ubehaget inde i hovedet.

En hjernerystelsesveninde brugte forklaringen at hun efter 1 time i socialt samvær var træt i hovedet som almindelige mennesker er efter 10 timers samvær. Det samme med alle mulige andre aktiviteter, -altså at man efter kort tid har det som andre får det efter 10 timer eller mere. 

Og så en af de forklaringer der fik mig til at forstå hvorfor andre kan glemme min sygdom når jeg nu selv mærker den uafbrudt. Forklaringen går på at vi alle glemmer om venner og veninder bruger mælk i kaffen og andre af deres specielle behov. På samme måde glemmer andre jo også at man har brug for solbriller eller at høje lyde er belastende.

Og når det kan være så svært at forklare hvordan det føles at have hjernerystelse, så er det måske ikke så mærkeligt at det er svært for andre at forstå... 

PCS er et handicap:

Jeg er ikke længere syg. Jeg er handicappet. Eller jeg har et handicap som det vist nok hedder. 

Jeg ved ikke præcis hvornår jeg begyndte at se anderledes på min tilstand, men det er faktisk lidt en lettelse at se på det som et handicap. 

Et handicap er noget man må finde ud af at leve med. Når man er syg ligger man derhjemme og venter på at blive rask og normal igen. Et handicap giver nogle begrænsninger og man skal tage hensyn til det i hverdagen, men man skal samtidig leve et liv. 

Det kan også være lettere at forklare andre om PCS som et handicap frem for en sygdom. Så behøver de ikke undre sig over hvorfor man ser rask ud og smiler, men påstår at være syg.

Det fine ved dette handicap er at der håb om bedring. I det lange løb.