mandag den 17. juni 2013
Rastløshed og Moussaka:
Billede af en moussaka som jeg var meget stolt af. Der ligger også både stegning af auberginer, tilberedning af kødsauce og bechamel med æg bag kreationen. Det kan man godt være stolt af :-).
Noget helt andet er at jeg så småt er ved at lære noget nyt om mig selv.
Er så småt ved at fatte sammenhængen mellem min rastløshed og den følelse der er når mit hoved har det værst. Så vil jeg bare gerne flygte fra min egen tilstand og distraheres så meget som muligt! Selvom det i virkeligheden er der jeg har mest brug for hvile.
Når mit hoved er bedst kan jeg godt ligge eller sidde helt stille og være til stede i mig selv og min krop.
Det er ret svært at gå imod min umiddelbare trang til distraktion, men jeg øver mig i at lytte til hvad der ligger bag denne impuls, samt i at være til stede selvom det gør ondt.
Min rastløshed kan dog også fremkaldes af både understimulering og adrenalin/svimmelhed, så det kræver lidt øvelse at reagere på den mest hensigtsmæssige måde i hver situation. Mærk efter, mærk efter, mærk efter....
torsdag den 13. juni 2013
Hvor gammel er du?
Faldt lige over dette billede fra foråret 2012. Det er fra den dag hvor køerne bliver lukket ud på græs og hopper og danser rundt.
Er ret sikker på at min mand og jeg var de eneste til stede uden børn, men jeg holder virkelig af at køre en tur på landet og se et eller andet. Og når nu hverken krop eller hoved holder til Distortion længere, så må man jo finde sine oplevelser andre steder...
Føler tit jeg er blevet gammel før tid... Men bliver yngre og yngre i takt med at jeg bliver mere og mere rask. På et tidspunkt fastslog jeg min alder til at være 85. Måske jeg er nede på 70 nu?
tirsdag den 11. juni 2013
Min dag igår:
Igår præsterede jeg at:
Høre lydbog ( Den sidste gode mand af A.J. Kazinski)
Gøre lidt rent i køleskabet
Høre mere lydbog
Lave restorativ yoga på stuegulvet
Høre mere lydbog og sove til middag
Drikke kaffe med en veninde
Var ret flad efter møde mandag med bestyrelsen i hjernerystelsesforeningen. Men snart er patientforeningen klar med en ny hjemmeside. En anelse tålmodighed og så er den oppe inden længe!
mandag den 10. juni 2013
Chilli:
Det blev også til chilli con carne i weekenden. Er så stolt over at få fremstillet noget der kan spises og endda smager godt :-). Bagte sgu også boller... Intet kan stoppe mig nu! Hi hi.
Fandt dog ud af at det gør mig svimmel og dårlig at rive fx gulerødder. Så det må andre hjælpe med eller det må blive hakket. Før i tiden blev jeg dårlig af at røre i en skål, skrælle mere end én gulerod eller skære mere end én grøntsag ud. Så går det nok at rivningen stadig er et problem. Fred være med det!
fredag den 7. juni 2013
Aftensmad:
Nu har jeg lavet aftensmad 3 gange den sidste uge. Og nydt det!
Det er specielt den sidste del der gør det til sådan et stort fremskridt. Jeg skal stadig have god tid og sørge for at der ingen deadline er, men så går det også rigtig fint.
Skønt skønt skønt med et konkret fremskridt. Og med en aktivitet som ikke kun tager på kræfterne.
Igår blev det stegte grøntsager med røget laks og fløde. Min mand lavede marineret squash strimler som en form for spaghetti, og så var der også et godt brød med masser af kerner.
Kan være I får lidt flere aftensmadsopdateringer i fremtiden...
Abonner på:
Opslag (Atom)
