mandag den 27. maj 2013

Influenza:




Er ved at være igennem influenza nummer 3 på bare 4 måneder...

Synes godt at jeg kan mærke hvor lille overskuddet er til at klare ekstra sygdom og smerter. Der skal ikke meget til før jeg knækker helt og slet ikke ved hvordan jeg skal komme igennem dagen. 

Men jeg klarede endnu en omgang influenza og har nu bare snot, hoste og mathed tilbage. Og så de sædvanlige skavanker....

torsdag den 23. maj 2013

Fællesskab:


Har mistet mange venner de sidste år med sygdom. Blandt andet pga den ekstreme prioritering alle med PCS er nødt til foretage. Men jeg har også fået nye venskaber hen ad vejen.

Det der desværre kun er blevet mindre af er alle de fællesskaber jeg før i tiden indgik i. På studiet, på arbejdet, i vennegrupper, i venindegrupper osv. 
Og det savner jeg!
Det er bare så utrolig energikrævende og også hvorfor det er blevet skåret fra. Desværre er det heller ikke nemt at vende tilbage til fællesskaber. Det kræver en indsats, en indsats kræver energi og så er vi tilbage til start. Når man ikke ejer meget energi må man prioritere og vælge det mest energikrævende fra...

Billedet er fra et hostel i Mexico. 

mandag den 20. maj 2013

Indenfor:



Prøver at undgå at tænke på hvor mange timer jeg har brugt på min sofa de sidste 3,5 år... 

Man kan mene at min husleje er godt givet ud, når nu det er i lejligheden jeg befinder mig de fleste af døgnets timer.

mandag den 13. maj 2013

Rejseråd:





Skrev i et gammelt indlæg at jeg på et tidspunkt ville evaluere lidt på rejsen til Brasilien...

Det har jeg nu tænkt mig at gøre med en række rejseråd jeg vil give videre. Dermed ikke sagt at de passer til alle, men det er de råd jeg ville give mig selv inden rejsen, hvis jeg havde vidst hvad jeg nu ved.

Rejs kort. 
Lange flyrejser er hårde, så hvis det kan gøres med en kortere flyvetur eller med tog kan det være blidere for hovedet. På de lange flyveture kommer flyet også højere op, hvilket påvirker mig meget.

Bo alene. 
Det er meget hårdere at være gæst end man lige tror. Fremover ved jeg at hjernerystelse ikke hænger sammen med at være på besøg i længere tid af gangen. Ihvertfald ikke hvis man får dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe til, ikke kunne vise sin taknemmelighed over gæstfriheden og ikke kunne være social når det er forventet.

Vær fri. 
Sørg for at have en bil til rådighed eller på anden måde nemt selv at kunne komme rundt uden at være afhængig af andre. Hvis man har brug for at ligge på stranden en hel dag eller sidde og stene på en fortovscafé er det det man skal gøre. Det er ikke med hjernerystelse at man skal stå og vente på at alle er klar til at køre, at man skal planlægge dagens program ud fra alles ønsker, eller føle sig forpligtet til at se de sædvanlige seværdigheder.


I bund og grund er det vigtigt at være egoistisk når man planlægger sin rejse, således at man kan være egoistisk på rejsen uden dårlig samvittighed.

God tur! 

søndag den 12. maj 2013

Spring over hvor gærdet er lavest:




Idéer til hvad man kan gøre for at spare på energien. For det er virkelig hvad det gælder om hver dag!

-Brug plastikbestik, paptallerkener og plastikglas og undgå opvask.

-Køb ind over nettet og få varerne leveret til døren.

-Bed gæster om at tage den liter mælk man lige står og mangler med på vejen når de kommer på besøg.

-Fyld badekarret (hvis man har sådan et) og tag bad liggende.

-Bed om hjælp... Til fx støvsugning og andet af det virkeligt hårde.

-Brug tørretumbler og undgå ophængning af alt tøjet.

-Sørg for ro, så musik og tv ikke tager unødvendige kræfter fra en middag eller venindebesøg.

Andre gode idéer?

(Billedet er bare en husgavl fundet på en gåtur for nylig)