Alle der oplever at gå rundt med konstante smerter, kvalme, svimmelhed eller anden sygdom ved at man bruger mange kræfter på at tage sig sammen. Det meste af hvad jeg foretager mig kører på selvdisciplin og vilje, ikke på energi og kræfter.
Alle der har måttet arbejde på trods af en influenza eller slemme tømmermænd (mine to yndlings-sammenligninger) ved at det er betydeligt hårdere end at arbejde når kroppen er frisk og udhvilet. Og de ved at man kolapser når man endelig kan holde fri. Så er batterierne brugt fuldstændig op.
Sådan cirka fungerer mit liv. Jeg tager mig sammen fordi jeg ikke ønsker at livet skal gå forbi uden mig. Så jeg bidder tænderne sammen og deltager i livet så godt jeg kan. Men så en gang imellem er der hverken energi, kræfter, vilje eller selvdisciplin tilbage. Alt er brugt op til sidste dråbe. Så ligger jeg i fosterstilling og græder over, at alle de ting jeg plejede at få energi af og som engang var styret af ren og skær lyst, nu skal være anstrengende.
Jeg har lært at acceptere disse nedture og lader dem komme uden at kæmpe imod. Efter lidt tid er mine batterier lidt mindre flade og jeg får mod på at foretage mig noget igen.
Til dem der følger med i den nervepirrende udvikling, så kan jeg berolige med at vi fik løst konflikten umiddelbart efter at den var opstået. Gebrokkent sprog og forskellige kulturer gjorde det nemt for os at misforstå hinanden.
Men jeg synes det er hårdt når folk mener de har løsningen på min sygdom, endda helt uden at spørge mig om hvad jeg har gjort indtil nu. Jeg vil uendelig gerne fortælle om min sygdom, men jeg vil ikke belæres af folk der ikke har været igennem det samme. Bare fordi yoga hjælper på et eller andet andet, er det ikke ensbetydende med at det er sundt for hjernerystelse. I nogle tilfælde faktisk tværdigmod.
Det positive var at jeg fik ros af min mand for at have sagt fra på en klar og ordentlig måde. Det har jeg haft meget svært ved, så det er da et fremskridt.
Og det var ikke så farligt at blive sur og ked af det, fordi så snart vi havde fået talt sammen var alt fint igen.
Så måske har jeg lært noget af det...
Ved ikke hvad jeg skal gøre. Er lige gået min vej i vrede... Det er sjældent det sker.
Hende vi bor hos fik sagt at jeg bare skal lave yoga. Masser af yoga. Længe. Så vil jeg blive rask hvis jeg tror på det. Og jeg skal være positiv.
Hvis det var så fucking nemt, mon så ikke jeg var rask nu?
Er bare så rasende og ked af det og ved ikke helt hvordan man vender stemningen i huset nu...
Undskyld der er lidt stille på bloggen. Kræfterne bliver brugt på andet lige nu, men jeg skal nok blive bedre på et tidspunkt igen.
Havde den bedste morgen. Sad udenfor på en overdækket terrasse med min morgenmad og kiggede ud på den silende regn (samme sted som på billedet, blot i regnvejr). Elsker altså regnvejr. Det virker så beroligende på mig. Lyset er heller ikke så stærkt, så min lysfølsomhed får lidt ro. Får helt dårlig samvittighed når jeg burde nyde sol og varme her i Brasilien. Det kan jeg dog også godt finde ud af i ny og næ.
Har nok været lidt naiv i forhold til hvor hårdt det egentlig er at bo og være gæst hos andre hele tiden.
Forstå mig ret, det er jo et kæmpe privilegium at få lov at opleve al den gæstfrihed, men tror måske at selv uden hjernerystelse er jeg en person der har meget brug for ro omkring mig, samt friheden til at gøre hvad jeg har lyst til uden at skulle koordinere med 4 andre inden.
Men det er selvfølgelig også dejligt at have adgang til denne pool :-)
