Det som ingen ser..

Det er så hårdt når omverdenen hele tiden konkluderer hvordan man har det, blot ud fra en betragtning af hvad man foretager sig. Hvis man ser rask ud eller foretager sig normale ting må man jo være rask... 

Jeg har deltaget i mange arrangementer hvor jeg har været tæt på at kaste op af smerte og har måttet ligge i sengen længe efter fordi det var alt, alt, alt for hårdt. Der var bare ingen der kunne se det på mig.

 

Jeg kæmper virkelig en kamp for at leve livet på trods af denne modbydelige sygdom. Selvom jeg smiler og stadig står op kan det godt gøre satans ondt imens.

Håber der er andre der forstår hvad jeg mener og som kæmper samme kamp....